Sancho.dk Anmeldelser af alt muligt jeg læser, ser, smager, hører og støder på

Hákarl

Rådden haj var en tandløs manddomsprøve

Den islandske specialitet hákarl er en frygtet spise. Selv mange medlemmer af vort stolte nordatlantiske broderfolk, har aldrig dristet sig til at prøve den. Derfor har hákarl fået ry for at være en kulinarisk manddomsprøve.

En kollega, der er islænding, havde fået tilsendt en lille pakke julespecialiteter fra den gamle vikingekoloni på Atlanterhavsryggen. Den indeholdt delikatesserne tørfisk og hákarl. Tørfisk kender de fleste jo for sin papagtige konsistens og lugten af gammel fisk – en lugt, der bredte sig i vores lokaler fra morgenstunden og fik mange kommentarer med på vejen. Hákarlen var heldigvis vakuumpakket, og det ville sikkert have ført til optøjer blandt dele af det administrative personale, hvis den var blevet åbnet på forkert tid og sted.

Hákarl er nemlig rådden haj. Nærmere bestemt rådden og tørret grønlandshaj. Fisken er ellers giftig, fordi den udskiller urin gennem kødet og huden, men det skulle forrådnelsen altså afhjælpe. I løbet af dagen blev der sendt flere YouTube-film rundt med forskellige folks oplevelser med hákarl. Blandt andet Gordon Ramsay, der viste sig at være lidt af en piveskid. Filmene gav mig en mistanke om, at mange af staklernes reaktion mere skyldtes mødet med den kraftige islandske kommensnaps Brennvin.

Min gode kollega havde heldigvis ikke noget Brennvin med, så vi fandt noget Bornholmsk snaps frem i stedet, da vi nåede frem til manddomsprøven. Alle vinduer i kantinen blev åbnet op, da fem raske svende gjorde sig klar til at udfordre deres smagsløg, og den frygtede pakke blev åbnet.

Ingen grøn tåge spredte sig i rummet, og ingen af os dejsede om. Men da vi lugtede nærmere til fisken, måtte vi indrømme, at den lugtede ganske grumt. Lidt som en blanding mellem meget gammel ost, pissoiret på en centraleuropæisk jernbanestation og ... ja og rådden fisk. Min kulinarisk set modigste kollega – der blandt andet har fundet stor nydelse i koreanske specialiteter som rådden kål, silkeormspupper og hundesuppe – tog den første bid.

- Ikke værst, sagde han uden at overbevise os andre. Men selvfølgelig ville vi ikke stå tilbage for ham. Så en efter en tog vi hver en tandstik og stak i, hvad der lignede flæsk i tern. Og hvordan skal man beskrive smagen? En lille smule ammoniakagtig og ellers som et stykke hellefisk, der har ligget for længe på buffeten. Konsistensen var som et stykke tørt, sejt og trevlet bacon. Bare for ikke at blive beskyldt for ikke rigtig at have prøvet det tog jeg et stykke mere. Men det smagte hverken værre eller bedre, og min konklusion var, at Brennvin stadig er det grummeste, jeg har smagt fra Island – men det skyldes nok, at jeg hader kommen.