Sancho.dk Anmeldelser af alt muligt jeg læser, ser, smager, hører og støder på

8aug/09Fra

Fredericia Hardcore Festival ’09

London Pride, frieri og bønder med jernstænger

Følgende giver nok ikke sammenhæng eller mening for uindviede - og er sikkert lige kedeligt, om man forstår det eller ej.

Æh. Øh. Fe' festival. Jeg startede med at få en fredagsøl med en arbejdskammerat. Så tog vi ud og så noget bold og fik et par øl mere. Så sad vi i et klubhus med nogle fodboldvenner og drak lidt flere øl, mens vi ventede på en kammerat, der også skulle med til Fredericia, og mens øllene gjorde min gode kollega stadig mere varm på tanken om at tage med over til en gang hardcore.

Inden vi hoppede på toget købte vi nogle våde varer til turen. Øl og, fik jeg senere fortalt, en flaske Captain Morgan. Da-dum, da-dum. Mødte vores gode ven, der havde vores billetter på en skummel parkeringsplads, hvor han bevogtede bandsenes ting med en 8-ball i en sok. Så var stilen lagt. Ingen sagde noget til os om at vi gik den forkerte vej, da vi gik mod den nærmeste del af byens fæstningsvolde.

Men vi nåede da frem. Da jeg huskede, de laser mit tøj hang i en morgen, jeg vågnede på en tidligere udgave af festivalen, bad jeg flere gange gutterne om at holde mig fra pitten.

Det var da heller ikke tøjet, det gik ud over, da jeg gled efter cirka et halvt sekund i pitten. I stedet fik jeg et godt slag på skinnebenet, der endte med efterfølgende at give mig et par ufrivillige fridage. Har dog ikke de skarpeste erindringer om resten af aftenen udover at sidde ude på terrassen og dulme smerterne med kolde øl - indefra.

Lørdag fortsatte den samme behandling fra tidlig morgen til sen aften. Først med kioskøl på byens trappesten, så en god solid brunch, der kun blev skæmmet af et meget langt lyst hår i laksen - hvad fa'en hellere det end veganermad. Brunchen blev fulgt op af en tur til en bænk på havnen hvor en flok sabelsvingere udførte et-eller-andet ritual.

Så tog vi på en jagt rundt i byen for at finde en netcafé, hvor vi kunne grine af en usandsynlig sjov side med tatoveringer, som vi kaldte russian tattoo disasters. Da det ikke lykkedes, tilbragte vi de næste 4-5 timer med at drikke den ene herlige London Pride efter den anden på byens engelske pub.

Tilbage på pladsen sad vi og hyggede os gevaldigt i togvognsbaren - da-dum, da-dum. Her burde jeg sikkert skrive noget, meeen. Nå. Vi fik da også set et par koncerter igen denne dag. Sikkert noget voldfedt røvsparkende hardcore. Hvad ved jeg. Jeg husker, at vi så Wad'ers, og at de var lige så dejlige, som de altid har været, og at de spillede 8 x Skater-Flemming.

Næste morgen havde teltlejren været hjemsøgt af lokale bøller med jernrør, da vi vågnede. Nok ikke lige pissegodt håndteret af vagterne, hvis der overhovedet var nogen. Nå men når man ser bort fra denne katastrofale fejl, så var det ellers godt gået af det nye team. Men næste år må der gerne være lidt flere bands på programmet, som jeg kender.


Der var mere dans på scenen end foran den, da The Wad'ers spillede

29jul/09Fra

Re-Distorted Picnic 09

Re-Distorted Picnic 2009

Hvem sagde ko-punk?

Det lykkedes for politi og andre smålige bureaukrater at aflive minifestivalen Distorted Picnic 09 en lille uge før, den skulle finde sted. Kravene til arrangørerne om hegn og vagter og andet pjat var til sidst så uoverskuelige, at festivalen ikke kunne løbe rundt.

Men heldigvis ville gode kræfter det anderledes. Det krævede en svedig indsats fra arrangører og bands, der sprang med på ideen. Og ikke mindst en venlig bondemand der sagde, at han da godt kunne have en flok punks, skins og andre suspekte misfits rendende rundt på sin gård en dags tid. Og i løbet af få dage stod Re-distorted Picnic 09 klar til om lørdagen - nu som en endagsfestival.

Selv vejrguderne bakkede op om projektet og sendte kun en enkelt mindre byge på en dag, hvor meterologer havde truet med både silende regn og skybrud - ikke mindst ved Århus.

Man kan sige en masse godt om servicen: Bilen, der kørte i rutefart mellem Brabrand og festivalen, de billige (og oftest kolde) øl, maden hvor der både var tænkt på almindelige mennesker (hotdogs) og kostfornægtere (veganergryde). Det var alt sammen med til at skabe en god og afslappet stemning.

Men selvfølgelig er musikken en vigtig faktor til en festival. Og den var der også masser af.

Jeg kom for sent til John D Band, så den første koncert for mig var Yvon G, der kalder sig selv sing-a-noise-writer. Lidt for indadvendt for min smag og nok mere noget for mere dystre og eller stenede folk - som også var der og tydeligvis nød at stå på den stenbelagte gårdplads og svaje til Yvons Weltschmerz, der blev serveret på et baggrundstæppe af svævende støjrock.

Wicked Skulls var god gedigen gang-i-den punk rock. Helt ok men i mine ører overgået af både Clean Boys' frække og underholdende hardcore rock med guitarlir og Surfing Henchmen der tog hele gårdspladsen i brug til deres fede instrumentale surfrock tilsat corpse paint - eller hvad pokker det gik ud på.

Ind i mellem de to sidstnævnte spillede Pickled Hearts en lækker omgang rock med mere end en smule inspiration fra Union Jack-land. Og det var klart festivalens suverænt fedeste koncert. Bundsolidt!

Resten fik jeg ikke hørt så meget af, da mit program også stod på hyggesnak med gamle og nye venner og billige danske pilsnere fra stalddøren - se det var en rigtig gårdbutik. Til sidst tog vi en hyrevogn fra de landlige omgivelser til en mindre Århusiansk privatfest hos nogle gæstfri folk med en fornuftig musiksmag.

Endnu engang tak til arrangører, bands og de mange rare århusianere for en herlig dag.

5jul/09Fra

Hatebreed på Kansas City Odense 26/6-09

Hardcore druk

Efter en hård uge på arbejde, trak jeg den lidt ud fredag eftermiddag, før jeg luskede afsted. Det var ikke så dumt gjort, for ganske som håbet sad der nogle flinke mennesker og fik sig en øl på Sir Club, da jeg gik forbi. Det viste sig godt nok, at de ikke var til at hugge eller stikke i, når det gjaldt aftenens hardcore arrangement på Kansas City.

Så efter en god håndfuld øl, en kyllingekebab på Twister og endnu et overtalelsesforsøg og lidt flere øl på Sir Club tog jeg en vogn ud til Kansas City - jeg havde også fået at vide, at nogle svagt bekendte fra Århus allerede var på vej der ud.

Og ganske rigtigt. Jeg så de to, allerede så snart jeg var ved at bestille min første øl - der så langt fra var dagens første. Jeg vinkede dem hen og forklarede, hvem jeg var - deres bekendtskab med mig var nemlig endnu svagere end den anden vej. Men et par øl hjalp hurtigt lidt på det.

Et eller andet langhåret band spillede på den ene scene, og det var helt okay at vippe foden til. Solen varmede stadig godt, og øllene løb hurtigt ned i halsen. Desværre viste det sig, at rygterne havde talt sandt, og at musikken skulle stoppe allerede klokken 23, fordi showet foregik udendørs. Men der manglede stadig et band efter de langhårede: Amerikanske Hatebreed.

Jeg husker desværre ikke det helt store fra koncerten, andet end at jeg syntes, at det var afsindigt fedt, og at jeg aflagde flere besøg i den undskyldning for en pit, folk forsøgte at holde gang i oppe foran scenen. Og endnu flere i ølboden.

Der blev dog også tid til at hilse på et par folk fra gamle dage, som jeg har det med kun at støde på, når jeg er ultrafestligt stemt. Bagefter tog vi tilbage ind til byen, hvor jeg dog snart forlod selskabet og så en anden side af Odense.

5jul/09Fra

Madness – The Liberty of Norton Folgate

Image of The Liberty of Norton Folgate

Bundsolid sommer-ska

Roskildes program i år stinker værre end et af festivalens lokummer på en steghed solskinsdag. De eneste tre bands, jeg på forhånd ville have vidst, jeg skulle se, hvis jeg var taget afsted, var Social Distortion, Von Dü og Madness. Og selvom de alle er cool, var det altså langt fra nok til at sælge mig en billet.

Alligevel kom jeg da til at ærgre mig alvorligt over ikke at være derovre, da jeg satte det nye album fra Madness på i dag. Der er selvfølgelig et par sukkersøde halv-crappy popballader lagt ind imellem, sådan er de jo. Men ellers er The Liberty of Norton Folgate et bundsolidt album.

Hvis du kan lide Madness, så kan du lide det nye album. Tjek numre som Clerkenwell Polka, Bingo og det superlækre nostalgisk-melankolske stykke sommer-ska Forever Young - og bare rolig, det er ikke et cover af Alphaville, fandme nej.