Skinhead Army
Crucified for Your Sins
Tegningen af en korsfæstet skinhead på kataloget fra butikken Last Resort inspirerede i sin tid en ung Sab Grey til at skrive sangen Crucified for Your Sins til sit band Iron Cross. Det første Oi!-band i USA.
Sangen er med årene blevet en undergrundsklassiker, som både Agnostic Front og The Business har lavet coverversioner af. Allerede i Iron Cross-dagene opstod der en tradition med at publikum råbte "Skinhead Army" under omkvædet, og det råb har Sab Grey valgt som titel på sin debutroman.
Grey indleder bogen med en besværgelse om, at det hele er fiktion - og plottet er da også det rene pulp fiction i den klassiske forstand. Altså det vi på godt dansk kalder en knaldroman. Men alligevel optræder der flere nulevende mennesker fra den amerikanske Oi!-scene i bogen.
Og der er også en del flashbacks og namedropping, der utvivlsomt er helt biografiske. Som den om at MDC opførte sig fjollet, da de aflyste en koncert med Iron Cross, eller at Ian Stuart Donaldson faktisk gjorde et positivt indtryk på Grey, da han mødte ham i en butik - også selvom det var efter, at Skrewdriver var gået over på den forkerte side, og selvom Grey ved den lejlighed ikke lagde skjul, hvor meget han afskyede det, Skrewdriver kom til at stå for. Og så er der selvfølgelig den detalje, at bogens hovedperson hedder Sab Grey og er Arsenal-fan og sanger i Iron Cross.
Selve plottet er dog det rene opspind, og det ville være synd at løfte for meget af sløret for, hvad historien går ud på her. Men det har noget at gøre med en nazistisk undergrundsbevægelse og et gammelt vikingemanuskript om Vinland.
Bogens længde og knaldromangenren blandet med selvbiografisk materiale betyder selvfølgelig, at det ikke lige er verdens dybeste bog. Men Sab Greys afslappede skrivestil og store kærlighed til at drikke med vennerne, høre musik og se fodbold kombineret med god action gør Skinhead Army til en hyggelig bog, som man hurtigt læser igennem.
Surface Country Club ’09
Redneck skater-festival med det hele
Det er ikke helt nemt at sætte ord på Surface Country Club. Forestil dig at tage langt ud på landet. Måske noget af det længste man kan tage ud på landet i Danmark. Og her mener jeg altså en time med rutebil fra Randers.
Forestil dig skaters med Kansas-overalls og skovmandsskjorter på en half pipe-rampe pyntet med galger. Forestil dig en festival med alt det øl, du kan drikke og alt det svin, du kan spise inkluderet i en ret så rimelig entrépris.
Forestil dig shot'n'shoot, hvor du drikker shots og skyder med luftbøsse. Og en fiskesø med gedder. Forestil dig total fed stemning med skins, skaters og rockabillies placeret i en surrealistisk hillbilly-redneck-bonderøvs-kulisse.
Tilsæt en god portion live-musik som røvsparkende rock fra The Guv'nors og hillbilly-country-rockabilly fra JC Hawkins & his Model-A Playboys, og du har ingredienserne til en uforlignelig oplevelse af den slags, det er svært at videreformidle med ord. Og det bliver selvfølgelig ikke lettere af, at jeg først har taget mig sammen til at putte ord på festen her tre uger senere.
Blommemarmelade
God på ost
Mortens faster havde noget blommemarmelade. Han siger, at den var rigtig god på ost.
Fredericia Hardcore Festival ’09
London Pride, frieri og bønder med jernstænger
Følgende giver nok ikke sammenhæng eller mening for uindviede - og er sikkert lige kedeligt, om man forstår det eller ej.
Æh. Øh. Fe' festival. Jeg startede med at få en fredagsøl med en arbejdskammerat. Så tog vi ud og så noget bold og fik et par øl mere. Så sad vi i et klubhus med nogle fodboldvenner og drak lidt flere øl, mens vi ventede på en kammerat, der også skulle med til Fredericia, og mens øllene gjorde min gode kollega stadig mere varm på tanken om at tage med over til en gang hardcore.
Inden vi hoppede på toget købte vi nogle våde varer til turen. Øl og, fik jeg senere fortalt, en flaske Captain Morgan. Da-dum, da-dum. Mødte vores gode ven, der havde vores billetter på en skummel parkeringsplads, hvor han bevogtede bandsenes ting med en 8-ball i en sok. Så var stilen lagt. Ingen sagde noget til os om at vi gik den forkerte vej, da vi gik mod den nærmeste del af byens fæstningsvolde.
Men vi nåede da frem. Da jeg huskede, de laser mit tøj hang i en morgen, jeg vågnede på en tidligere udgave af festivalen, bad jeg flere gange gutterne om at holde mig fra pitten.
Det var da heller ikke tøjet, det gik ud over, da jeg gled efter cirka et halvt sekund i pitten. I stedet fik jeg et godt slag på skinnebenet, der endte med efterfølgende at give mig et par ufrivillige fridage. Har dog ikke de skarpeste erindringer om resten af aftenen udover at sidde ude på terrassen og dulme smerterne med kolde øl - indefra.
Lørdag fortsatte den samme behandling fra tidlig morgen til sen aften. Først med kioskøl på byens trappesten, så en god solid brunch, der kun blev skæmmet af et meget langt lyst hår i laksen - hvad fa'en hellere det end veganermad. Brunchen blev fulgt op af en tur til en bænk på havnen hvor en flok sabelsvingere udførte et-eller-andet ritual.
Så tog vi på en jagt rundt i byen for at finde en netcafé, hvor vi kunne grine af en usandsynlig sjov side med tatoveringer, som vi kaldte russian tattoo disasters. Da det ikke lykkedes, tilbragte vi de næste 4-5 timer med at drikke den ene herlige London Pride efter den anden på byens engelske pub.
Tilbage på pladsen sad vi og hyggede os gevaldigt i togvognsbaren - da-dum, da-dum. Her burde jeg sikkert skrive noget, meeen. Nå. Vi fik da også set et par koncerter igen denne dag. Sikkert noget voldfedt røvsparkende hardcore. Hvad ved jeg. Jeg husker, at vi så Wad'ers, og at de var lige så dejlige, som de altid har været, og at de spillede 8 x Skater-Flemming.
Næste morgen havde teltlejren været hjemsøgt af lokale bøller med jernrør, da vi vågnede. Nok ikke lige pissegodt håndteret af vagterne, hvis der overhovedet var nogen. Nå men når man ser bort fra denne katastrofale fejl, så var det ellers godt gået af det nye team. Men næste år må der gerne være lidt flere bands på programmet, som jeg kender.
Der var mere dans på scenen end foran den, da The Wad'ers spillede
Re-Distorted Picnic 09
Hvem sagde ko-punk?
Det lykkedes for politi og andre smålige bureaukrater at aflive minifestivalen Distorted Picnic 09 en lille uge før, den skulle finde sted. Kravene til arrangørerne om hegn og vagter og andet pjat var til sidst så uoverskuelige, at festivalen ikke kunne løbe rundt.
Men heldigvis ville gode kræfter det anderledes. Det krævede en svedig indsats fra arrangører og bands, der sprang med på ideen. Og ikke mindst en venlig bondemand der sagde, at han da godt kunne have en flok punks, skins og andre suspekte misfits rendende rundt på sin gård en dags tid. Og i løbet af få dage stod Re-distorted Picnic 09 klar til om lørdagen - nu som en endagsfestival.
Selv vejrguderne bakkede op om projektet og sendte kun en enkelt mindre byge på en dag, hvor meterologer havde truet med både silende regn og skybrud - ikke mindst ved Århus.
Man kan sige en masse godt om servicen: Bilen, der kørte i rutefart mellem Brabrand og festivalen, de billige (og oftest kolde) øl, maden hvor der både var tænkt på almindelige mennesker (hotdogs) og kostfornægtere (veganergryde). Det var alt sammen med til at skabe en god og afslappet stemning.
Men selvfølgelig er musikken en vigtig faktor til en festival. Og den var der også masser af.
Jeg kom for sent til John D Band, så den første koncert for mig var Yvon G, der kalder sig selv sing-a-noise-writer. Lidt for indadvendt for min smag og nok mere noget for mere dystre og eller stenede folk - som også var der og tydeligvis nød at stå på den stenbelagte gårdplads og svaje til Yvons Weltschmerz, der blev serveret på et baggrundstæppe af svævende støjrock.
Wicked Skulls var god gedigen gang-i-den punk rock. Helt ok men i mine ører overgået af både Clean Boys' frække og underholdende hardcore rock med guitarlir og Surfing Henchmen der tog hele gårdspladsen i brug til deres fede instrumentale surfrock tilsat corpse paint - eller hvad pokker det gik ud på.
Ind i mellem de to sidstnævnte spillede Pickled Hearts en lækker omgang rock med mere end en smule inspiration fra Union Jack-land. Og det var klart festivalens suverænt fedeste koncert. Bundsolidt!
Resten fik jeg ikke hørt så meget af, da mit program også stod på hyggesnak med gamle og nye venner og billige danske pilsnere fra stalddøren - se det var en rigtig gårdbutik. Til sidst tog vi en hyrevogn fra de landlige omgivelser til en mindre Århusiansk privatfest hos nogle gæstfri folk med en fornuftig musiksmag.
Endnu engang tak til arrangører, bands og de mange rare århusianere for en herlig dag.
På mit natbord lige nu
Nyeste kommentar
- Sancho til Sanchos Bibliotek
Seneste 10 indlæg
- INGEN FANTASI (Oiense punk)
- Fennikelsalat
- Sancho’s Thaisuppe
- Sancho’s Broccoliomelet
- Kælepunk juleshow ’09
- Hákarl
- Discharge på Loppen 14/11-09
- Skinhead-kultur: Tøj, musik og historie
- Hated and Proud
- Undergrundsby ’09
Tags
Kontakt
Links
Om mig
